UNDRINGSMAIL NO. 03.2011

Første gang jeg søgte ind på designskolen, dengang Kunsthåndværkerskolen, fik jeg afslag. Jeg var skuffet, ikke knust, men bare skuffet. Jeg havde lige afsluttet en fuld HF, med Billedkunst som hovedfag, så det havde været rart at være blevet optaget, på vej og del af et større fællesskab.

Idag har jeg fuld forståelse for afslaget. Jeg er faktisk utrolig lykkelig for det. For jeg var slet ikke parat!

Jeg vidste dengang, at jeg var ret god til at tegne. Jeg kendte et par stykker, der var uddannet fra skolen, men ret meget mere vidste jeg heller ikke om hverken designfaget eller uddannelse. Og det blev jeg så heldigvis tvunget til at finde ud af.

Jeg søgte efterfølgende job som AD-assistent på et lille reklamebureau, hvor jeg arbejde i 1 1/2 år. Jeg tog tegneundervisning hos kunstneren Ulrik Hoff. Jeg arbejdede med croquis og illustration. Jeg tog kurser på Glyptoteket og begyndte at forstå, hvad faget egentlig handlede om. Dengang troede jeg jo at jeg skulle være illustrator.

Omkring to år senere kunne jeg søge ind på designskolen igen, denne gang som en kompetent ansøger. Og jeg var lykkelig, stolt og meget lettet, da jeg kom videre til optagelsesprøven. Det var der ca. 60 ud af 1000 ansøgere, der gjorde. Og jeg var endnu mere stolt og lykkelig, da jeg blev optaget blandt de ca. 30, på linien for Tegning & Grafik.

Jeg nød suset, glædede mig over at have fundet min vej. For mig var det en blåstempling at være designskolestuderende. Men med ét gik stoltheden og den selvfede fornemmelse over i en frustrerende angst for hvad fremtiden på skolen så ville bringe. Udfordringerne. Konkurrencen. Kunne jeg klare det? 

Ville jeg kunne leve op til kravene og blive dygtig nok til at leve af det? Hvilke kurser på skolen skulle jeg gå efter? Hvem kunne hjælpe mig? Skulle jeg være god til alle nicherne indenfor faget? Indenfor hvilke retninger skulle jeg satse? Betød min frustration over akvarel, at jeg aldrig ville kunne begå mig indenfor illustration? Og hvor vigtigt var det at kunne genkende typografierne ved navn?

Det viste sig jo heldigvis, at jeg kunne leve op til kravene, men alt var anderledes i forhold til hvad jeg havde forventet. Og jeg blev en anden designer, end jeg havde troet jeg ville blive. 

Jeg opdagede at design handler om interaktion mellem mennesker. Jeg fandt ud af, at æstetik, form og udtryk handler om historiefortælling. At -no matter what- så handler det om mennesker, der omgås hinanden og sig selv. Jeg blev konceptuelt tænkende indenfor Visuel kommunikation, med fokus på det humane og interaktive mellem virksomhed og kunde. 

Og det havde jo heldigvis ikke så meget med håndværket akvarel at gøre.

Jeg tror aldrig, at man som ny studerende kan forudsige hvad og hvem, man ender med at udvikle sig til, på den anden side af de mange års modellering. Og det er vel også meningen. Men jeg tror, at man kan gøre meget for at holde fast i sig selv undervejs, så man ikke bliver en anden end man var, eller måske bare spilder sin tid. Det er vigtigt med et overblik og en rettesnor, og dertil så et åbent sind, så man kan sprudle og beriges indenfor sit fag.

Veje viser sig. Visdom, erfaring og lærdom forplanter sig. Man modnes personligt og fagligt.

Indenfor designuddannelsen og design er der visse regler, normer  og rammer, som man kan boltre sig indenfor. Men selvfølgelig skal man også eksperimentere med at bryde ud og vende på hovedet. Især når man er under uddannelse. Men kimen skal bibeholdes. Det handler om design og ikke hverken om kunst eller dekoration, som begge er retninger, der ligger snublende nær.

Så kan man forberede sig for lidt eller for meget? Jeg er glad for at jeg forberedte mig tilpas lidt, da jeg søgte optagelse første gang. Og jeg er lykkeligt for at jeg fik forberedt mig tilpas meget til anden gang. Jeg mener at man skal vide hvad man taler om, være inde i sit stof, men kun tilpas meget og tilpas lidt til at man stadig er nysgerrig, fleksibel og i stand til at lytte. 

En af mine gode venner var for nylig til eksamen. Mens han fremlagde sit projekt for lærer og censor, indså han, at han havde taget fejl omkring sit resultat og sin konklussion. UPS! Han havde nu to valgmuligheder. Enten at ignorere den nye viden og indsigt og kæmpe for sit oprindelige oplæg. Eller han kunne vælge at være ærlig omkring sin fejlagtige konklusion og fortælle om den indsigt, som han havde fået midt under eksamen. Han valgte det sidste og bestod med bravour! Hans eksamens område var i dette tilfælde Innovation.

Det handler vel om at bevise, at man til evig tid er i stand til at lære og gøre sig nye erfaringer. Og turde revurdere sine egne konklusioner, når de viser sig at være forkerte. At blive ved med at opnå AHA-indsigter selv på fagområder, hvor man er en ekspert. Ikke at stagnere.

Jeg var til et foredrag forleden i positiv psykologi, hvor en af forelæserne klogt sagde, at der selvfølgelig skal spilleregler til, når mennesker mødes til fællesaktivitet. Man har brug for nogle fælles vejledninger for den aktivitet, man er igang med. F.eks når 2 hold skal spille en fodboldkamp; Vi har et mål hver. I løber den vej og vi løber den vej osv.osv. Men det ville dræbe oplevelsen for spiller og publikum totalt, hvis man f.eks på forhånd også havde aftalt hvad den endelig målscore skulle blive. 

!Vi står nu her i parken klar til aftenens kamp og fløjten lyder nu - Vi er nu igang med at spille den spændende og nervepirrende kamp som skal slutte 2-0 til Manchester..."

God kamp. Og husk nu at forberede dig tilpas lidt og meget!

Abelone Varming MDD

abelone@punktumdesign.dk