Læs her hvordan!

Jeg er en UNDRER. Jeg har ikke svaret eller løsningen klar, men det holder mig ikke tilbage fra at stille spørgsmålene. Og så alligevel. Jeg tror ét af svarene er at vi som designere skal åbne øjne og sind, og forelske os i faglig dualisme.

Arbejder vi med at udvikle kaffekander, vil vi helt sikkert forny os og vores fag, ved f.eks at skele til en gammeldags cykelpumpe.

Jeg træf forleden en reflekterende kvinde, der fortalte mig en gribende tankevækkende historie, der har fæstnet sig i min bevidsthed. Den fik mig til at tænke videre, og det er netop det, de gode historier kan.

Historien kom fra en voksen kvinde i sin bedste alder: Hun havde en særlig svaghed for store kopper te, med masser af mælk. Det var noget der betød meget for hende. Hun drak te flere gange dagligt - litervis hvis man gjorde regnskab. Det havde jeg nu ikke indtryk af at hun gjorde, den type var hun slet ikke.

Hun fortalte at hun havde haft sin tidlige skolegang i Botswana, eftersom hendes forældre havde været udstationeret der. Hun havde for nylig fået mulighed for at genbesøge skolen. Det havde været en stor oplevelse. Blandt andet oplevede hun på dette besøg et særligt ritual, der opstod flere gange dagligt. En stor udendørs klokke ringede, hvorefter alle skolens uniformsklædte elever samlede sig i gården og fik serveret store kopper varm te med masser af sødlig mælk.

Hun indså pludselig sammenhængen og ophavet til sit eget forhold til store kopper te med mælk. Indså at den trang, rutine og det behov, var etableret næste umærkeligt i hende i en alder af bare 5-6 år. Vanens oprindelse var fortrængt og te drikning er nu bare en del af hendes egen personlighed og livsførelse heroppe i det kolde nord, hvor en kop varm the kan være lige så trøstende og kærkommen, som i det varme Afrika hvor opkogning af drikkevandet har en helt anden hensigtsmæssig og livgivende funktion.

Historien er for så vidt slut. Men det der gør den så tankevækkende for mig er, hvad er det for vaner og seancer vi præger vores børn med i vores samfund? Hvad byder vi dem? Hvad er det for ritualer der ligger til grund for deres videre virke i livet? Hvilke input opsnapper de næsten umærkeligt som en naturlig del af deres personlighed.

Jeg tænker på denne fortælling i forhold til mit virke som kursusholder og som bestyrelsesmedlem i Danske Designere. Jeg er fortaler for at dyrke iværksætteriet i os alle. Især i os selvstændige designere der har en trang til at fordybe, forandre og forbedre og meget gerne vil leve af det. Det kræver nytænkning. Opfinderi, mod og en hel del hoppen ud af boksen. Vores opgave er at skabe nyt. Noget som ikke nødvendigvis er genkendeligt i det etablerede. Ikke i første omgang i hvert fald.

Men kan vi se os fri af podningen der lagres i os når vi er bare 5-6 år? Kan vi se os fri af vanens magt og det traditionelles sejren?

Som samfund generelt, opdrager vi vores børn til at tilegne sig viden og færdigheder ud fra hvad der allerede eksisterer. Vi skal helt basic tegne efter eksisterende former og lære os f.eks at skrive bogstaverne som andre gør. Tegne som andre gør. Gengive virkeligheden som vi nu en gang for alle i fællesskab har besluttet os for at den ser ud.

Hvad betyder det for et samfund? Vi anerkender børnene for at tegne noget vi kan se hvad er. Vi roser dem for at synge sange vi også selv kender. Vi opfordrer dem til at læse klassikerne. Og meget af dette er en nødvendighed for et velfungerende samfund, hvor vi har en fælles referencer og fundament. Det giver os en fællesskabs følelse. Giver os en tro på at vi derved afskaffer ensomheden og fordrer fællesskabet.

Ensretning er praktisk og hensigtsmæssigt. Det er fundamentet for en levedygtig sameksistens. Men er det visionært? Er det den evigt gældende sandhed? Vi bevæger os både mentalt og fysisk rundt om kloden om ikke dagligt så ofte nok til at vi bevidst eller ubevidst internationaliserer os mere og mere. På en gang samler verdenens befolkning sig, alt imens vi mister følelsen af de umiddelbare og lokale tilhørsforhold. Vi fjerner os fra vores nærsamfund.

Jeg arbejder med undervisning af selvstændige designere i forskellige sammenhæng og en af mine kæpheste er, at finde ind til den enkeltes kerne af kundskaber, talent og evner, helt specifikt - for derved straks igen med bevidsthed at flytte eller udvide netop dette fokus og udgangspunkt. Forsøger at komme ned bagom den tillærte ensretning, som vi blandt andet gennemgår i vores skoletid og opdragelse til at blive samfundsborgere. Det kan gøres på mange måder.

Jeg er en UNDRER. Jeg har ikke svaret eller løsningen klar, men det holder mig ikke tilbage fra at stille spørgsmålene. Og så alligevel. Jeg tror ét af svarene er at vi som designer skal forelske os i faglig dualisme. Er det et varmtvandsanlæg vi skal forny og forbedre, kunne vi måske med fordel skille en dynamolygte ad - just for fun! Og hvem ved hvad der ville ske med vores danske IT verden, hvis alle IT-ingeniørstuderende tog et år på medicinstudiet - og omvendt.

Al magt til dualismen. Al magt til cross-over faggrænserne imellem.

Det er blandt andet derved vi opfinder og genopfinder for real. Tænker forfra. Bryder normer  og opdaterer os og vores mulige fremtid. Og jeg kan ikke forestille mig et bedre tidspunkt på året end 1. uge i januar, til den lille øvelse.

Og lad os så som samfund starte der hvor vi faktisk gør en virkelig forskel. I børnehaverne og forskolerne. Når børnene er 5-6 år. JA, så lad dem tegne i regnetimen. Spille guitar i dansk, spille bold i engelsk og samtidig i fællesskabets navn, sammen drikke en masse store kopper te - med mælk.

PS. Og husk at tage din børn med på arbejde. Også selvom det er i Botswana. Nå, det er en anden historie!

GODT NYTÅR

Abelone Varming mDD