SPROG UNDRING 2015
Godt eller skidt?
Okay - så havde jeg lige følelsen igen. Jeg havde bevæget mig ud i naturen, i den svenske skov for at være mere eksakt. Moset lyste, fyrtræerne stod ranke og svajede let i brisen. Der var vindstille i skovbunden og jeg gik der med min vældig gule gummistøvler. Helt alene og dog kunne jeg se spor fra det dyreliv der var på hjemmebane her, men som var fraværende nu. Jeg var på fremmed grund og havde alligevel aldrig følt mig så hjemme. Da kom den til mig. “LIVET ER GODT”. Følelsen, tanken, overbevisningen. Et sus af velvære og genkendelse af meningen med livet. En ro. En energi.
Og hvad sker der så - 1 minut efter kommer min indre dommer og sætter mig på plads med “ Hvilken kliche”. Jeg går videre, begynder at funderer over hverdagen og sproget og alt det vi mennesker elsker at bruge vores vågne timer på. Jeg ænser herefter hverken mos eller svamp, dyrespor eller vandpytter. Og så er det jeg spørger, hvad er der egentlig galt med klicheer? Hvorfor hader vi dem? Hvis sætninger og ordsprog gentages igen og igen og giver mening, så er det vel fordi der er noget sandhed i dem. Og alligevel er mange af dem vrøvl og gammelt sludder. Men de helt enkle, dem der er en del af vores sproglige DNA, kan de ikke egentlig stadig noget. Trods gentagelsen. Måske ovenikøber netop på grund af gentagelserne. Oplader det ligefrem ordenen eller dræner det dem?
Jeg havde en oplevelse for en del år siden hvor jeg i en virkelig tragisk situation skulle sige farvel til en døende mand. Han lå og var uden bevidsthed, men hospitalet sygepersonale havde varsel os om at det nu kun drejede sig om timer, måske minutter inden han ville sove ind og jeg fik en stund alene i rummet hvor jeg kunne tage afsked. Og hvad sagde jeg? “TAK FOR ALT”. De tre ord. Verdens største kliche. Det står på alle gravsten og i alle dødsannoncer. Men det føltes på en eller anden måde bare så rigtigt. Det var det jeg ville sige. Jeg følte hvert ord og sætningens samlede betydning. TAK. FOR. ALT. Det var det jeg ville. Takke for alt det den person havde betydet og skænket og været for mig og for en masse andre mennesker. Klicheen levede lige der fuldstændigt. Var unik og vital, for det kom fra hjertet. Og efterfølgende ser jeg på de tre ord på en ny måde. På kirkegården og i dødsannoncerne. Og jeg tænker de ord er ikke for mig at mærke. Det handler om dem der skrev dem og dem de siges til, hvorvidt modtager så er i stand til at modtage dem eller ej.
En helt anden snak er så om vi måske skulle sige lidt mere af alt det vi har på hjerte imens vi endnu er her til at modtage. Har desværre været til en del begravelser i år og har hver gang tænkt, tænk engang hvis den døde havde kunne opleve alt det her. Den kærlighed og omsorg, længsel og menneskelighed. Men nogengange skal døden nok til for at vi kan finde ind til det inderste. Vi skal miste for at vi kan se hvad vi havde.
Det onde kan blive det gode og de gode nogengange det onde.
Og hvad er der så lige i vejen med “VARM LUFT”? Sælgere og konsulenter beskyldes tit for at være fulde af varm luft - i negativ forstand. Undskyld mig, men jeg elsker varm luft. En let brise på stranden i Barcelonetta. Hårtørrerens lune ånde der varmer huden. Bilens varmeanlæg en kold morgen. Varmluftsovnen bølger af varme når brødet tages ud. Måske er det fordi jeg er nordbo, men varm luft er for mig, i den rette kontekst - lykken.
Og hvorfor må man ikke kravle over hvor gærdet er lavest? Hvem er det der dikterer at man absolut skal passere gærdet hvor man er sikker på at rive sine bukser og forstrække en lår muskel, når man ubesværet og elegant kan kommer over hvor det er lavt og tilgængeligt. Over på den anden side, hvor græsset måske er grønnere. Ja ja. men ude godt hjemme bedst. Og hvem kommer først til mølle.
Jeg elsker og hader de ordsprog der med få ord fortæller os så meget. Det giver os en samhørighed. Men jeg kvæles også i de samtaler hvor det er alt hvad der er. Den ene floskel efter den andet, hvor man efter en “samtale” på en halv time tænker HVEM ER DU?.
Et kulørt sprog i tale og på skrift fornyer os og vores relationer. Måske LOL og OMG bliver fremtidens ordsprog. Oplysende for nogen og ekskluderende volapyk for andre. Et generationsspørgsmål?
I don’t care. Bare det er et spørgsmål. Spørgsmål gør os alle klogere. Både spørger og svarer. Hvis vi tænker før vi taler og ikke kun lytter med et halvt øre. Hvis tale er sølv og tavshed er guld, og intet nyt under solen. Ja, så siger jeg bare tak for kaffe og finder mig en anden kupé, der hverken er en stillekupe eller et iphone eldorado, men en hvor man måske kan tale lidt med sine medpassagerer og lære noget nyt og se verden fra en ny vinkel.
Godt eller skidt?
Måske bare i live, og ja, jeg mener stadig livet er godt. Også udenfor den svenske skov, lige midt i hverdagen hvor jeg tænker at jeg måske vil have lidt mere fokus på at takke for alt, også før det er for sent.
NYD LIVET!
- Login to post comments
You are missing some Flash content that should appear here! Perhaps your browser cannot display it, or maybe it did not initialize correctly.
You are missing some Flash content that should appear here! Perhaps your browser cannot display it, or maybe it did not initialize correctly.