Design Undring newsletter

CITAT FRA Kunstakadamiets nye designskole, med det mundrette navn: Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering:

“29. august byder vi velkommentil 105 nye designstuderende på Holmen og 25 nye glas- og keramikstuderende på Designskolen, Bornholm.Søgningen til designuddanelsen har i år været rekordstor. I alt 1498 søgte ind til de 105 pladser på bacheloruddannelsen i København - og dét er en markant stigning efter mange år med et stabilt ansøgetal på ca. 1200 med designuddannelsen som 1. prioritet.Tillykke med optagelsen og velkommen på studiet!”

Sådan kan man læse på den Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering´s hjemmeside. 

1498 ansøgere! Rekordstor søgning på den ny fusionerede designskole, vidner om en øget interesse for design faget. Og forhåbentlig er interessen lige så stor hos aftager i det pulserende erhvervsliv, som hos de nye unge håbefulde designaspiranter. Men kun 105 optages. Dette tal er uændret. Dvs det antal der i år er rekordstort, er det antal ansøgere der får afslag. Kunne man arbejde med disse facts på en for alle givende måde?

Hvor skønt kunne det ikke være hvis der tilsvarende kunne være et rekordstort tal optagede elever?Hvis skolen kunne udvides. Hvis der blev satset på designudvikling på et langt højere niveau i Danmark, til gavn for samfundet nationalt og internationalt. De unge vil gerne. De står der og er klar. Skal vi ikke kunne tage fat i dem der hvor de vikelig har interesse for at yde?

Det er en designholistisk balance det skal nurses nøje og tilpasses, så der ikke pludselig om ca 4-6 år, står et tilsvarende rekordstort antal færdiguddannede designere uden en chance for at kunne arbejde med og leve af sit fag.
Erhvervsliv og politikere, nationale og internationale intressenter vil i en åben verden, med behov for nytænkning i forhold til de vilkår vi som menneksehed har, åbne op for nye muligheder. Nye muligheder for designere og nye muligheder for at tilføre designtankegangen og designprocesserne til indtil uopdagede områder. 
Servicedesign er et forholdsvist nyt begreb. Person design, som i daglig tale også kaldes coaching, rådgivning og supervision.

Alt sammen processer og forløb som somehow har udspring i hvordan man som designer er født til at undres, til at stille spørgsmål, til at se fra nye vinkler, til at undersøge hvordan vi kan forbedre stort set alt. 
Vi kan her og nu ikke 100 % forudsige fremtiden, men vi kan forestiller os og være åben for hvad der kommer. 
For nu at dyrke det enkle og evt også det banale, så vil jeg gentage sætningen som er lige så sand som den er slidt. At arbejde med design handler om at skabe optimale rammer, vilkår og forhold for menneskelig eksisteren på bedst mulig vis. Vi vil om ikke redde verden så forbedre den.

Nogle vil mene at politikere vil noglelunde det samme. Og det er måske sandt. Det der blandt andet adskiller de to fagområder er det æstetiske element. Du vil give mig ret når du ser størstedelen af de tusindvis af valgplakater der er hængt op i lygtepælene landet over.

Mit valg!

Jeg vælger politisk, cleare mit samfundsmæssige værdi standpunkt, hver 4. år. Mit endelige valg er med til at definere mig som person, min identitet, mine medspillere og modspillere. Jeg bliver del af en flok (blok?) At gøre designvalg gør jeg dagligt. Både som aftager og leverandør. Hvilke varer jeg køber. Hvilke møbler jeg omgiver mig med. Mit tøjvalg, bil, hjem, gaver til andre osv osv. 

Jeg synes jo at vi til evig tid, ud fra de rammer og vilkår vi har, skal unde os og vores det bedste. Det er op til dig at finde ud af hvad det er. Det som visuelt tiltaler dig. Det som gør dig lidt lykkeligere.

På den måde vinder du hver dag.

Det er spændende hvem der vinder den 15. september. Forhåbentlig bliver det en gruppe ansvarlige politikere, som fremover vil arbejde for at det rekordstore antal ansøgere til den nye designskole, om 4-6 år kan tage afgang og se en fremtid i øjnene, hvor de rent faktisk kan bidrage med deres nye viden, til resten af samfundet til alles bedste og forbedre verden, nationalt og globalt.

Vi har længe ventet det. Men  somehow håbet at det ikke ville ske. Men nu skete det. Vi er blevet opsagt. Vores dejlige lokaler i PAKHUS 12 skal renoveres og laves til storrums kontorer for større virksomheder. Vi har set det komme. Vi har siddet på nåle og nydt vores tegnestue, men selvfølge observeret at der rundt omkring os er blevet hamret og banket og vægge er brudt ned og andre bygget op. At vores timer her var talte, var tydeligt. Så vi må ud. Vi har været her i 7 år, så måske det er på tide!

Forandring

Først bliver man lidt angst. Så lidt forvirret. Men det ender jo med at blive en gave. Nu får vi sorteret og ryddet ud. Vi får opdatere tegnestuen. Nye vinde vejres!

Vi flytter derfor nu. Og ja, måske ikke så langt i første omgang. Fra Dampfærgevej 8 til Dampfærgevej 7. Det er den foreløbige plan. Men alt skal jo alligevel pakkes ned og ordnes og køres de der 60 meter i en flyttevogn og så pakkes ud igen.

Men det der er fantastisk i denne situation og som har fyldt meget i de sidste uge er, at vi har gennemgået gamle arbejder. DET ER SJOVT! Hold da op hvor har vi lavet meget igennem tidens løb. 

Det vækker minder at rode i gamle arbejder. Mennesker og relationer genkaldes i erindringen. Samtaler, udfordringer, konflikter og successer.

Hvor er det vildt. 16 års designarbejde folder sig ud. Foldere, brochurer, plakater, visitkort osv osv, og så se hvordan det trykte medie lige så stille ebber ud, da det pludselig i slut 90érne blive web og digitale ting der fylder. Og wayfinding som vi jo ikke har 1:1 prøver af, men fotos eller dokumenter. Så bliver vores skitser ikke længere håndgribelige, men lagres som CDér, disketter, på syquests, og porche back-up drev. AK JA! Forandring.

Gamle computere, stik, ledninger og tilbehør. Skal det kasseres? Eller er det klenodier?

Skistebøger i massevis, som nu kun har følelsesmæssig værdi, fordi de repræsenterer løste problemer, dybe samtaler og teamwork som har betydet noget. Men har skitsen en værdi når løsningen er fundet og projektet udført?

På KØS, museum for kunst i det offentlige rum, der er det jo skitsen som bliver omdrejningspunkt, for at beskrive og forklare en process, og fordi originalen er ude i samfundet, men for os det er det nok begrænset. Men de bliver en del af en, skitserne. Skitsen er noget af det mest personlige. Typisk er skitsen den rene ægte og frit visualiserede vare. Når skitsen har været i plenum omkring mødebordet flere gange, og måske er rettet frem til en løsning, så er den ikke din/min mere. Så er den vores, teamets, jobbets! 

Er skitser kunst og løsninger Design?

Anyway, Jeg bliver ved med at elske håndskitserne...

Er jeg en succes? 

Nogen gange kan det være svært at se sig i nuet, men hvis jeg ser tilbage på de opgaver og kunder og løsninger vi har arbejdet med de sidste 16 år, JA, så må jeg sige, så er jeg/vi en succes. 

Spændende hvad de næste 16 år bringer.

Så kære ven, om du arbejder med design eller ej, så se tilbage og dvæl et øjeblik. Hvor har du været. Hvad har du været igennem? Er der en linje til hvor du er nu og fortæller det dig hvor du skal hen?

Nu er det sommerferie og tid til fordybelse og indadvendte blik. Tid til at tænke tanker. Eller måske netop tid til at få ryddet op i gamle arbejder og måske få lejlighed til et øjeblik at være stolt af sig selv!

God sommer!

Abelone

Jeg vågnede i nat kl 03. Fuldstændig piv vågen. Troede det var dag. Havde en krystalklar og skarp tanke. En veldefineret Ide stod soleklar i min bevidsthed. Der var en åben kanal til et højere sted og alting faldt på plads omkring denne her ide og dette koncept. Jeg følte at noget kom til mig et sted fra. Det var en på en gang religiøs og fri oplevelse og jeg følte mig beriget og taknemmelig. Jeg lod tankerne, billederne, overvejelserne og løsningerne lande ind på plads mit hoved en times tid. Turde ikke komme til at bryde den linde strøm af indkommende universel information. Efter en times tid tog jeg andægtigt pen og papir frem. Skrev ned, noterede, lavede strategi. Den var fuldendt. Ingen huller, ingen mangler. Det svarede til måneders intens arbejdsindsats der pludselig stod nedfældet  på 5 lidt krøllede A4 sider. Kl 05 lagde jeg mig til at hvile igen og forsvandt ind i intetheden - mæt, tom og tilfreds.

Kl 07 næste morgen var jeg totalt tom i hovedet. Kviede mig ved at skimme papirerne fra nattens "arbejdsindsats" igennem. Var et øjeblik bange for at det jeg havde tænkt og nedskrevet, ikke kunne klare en genlæsning af et vågent udsovet menneske. Eller at jeg bare ikke forstod det fantastiske ved hele tanken, projektet og planen.

Men den holdt stadigvæk. Det var stadigvæk fantastisk. Ideen holder. Jeg er glad. Det var sgu a great moment of insight.

Og som selvstændig er arbejdstiden jo hele tiden, alle timer, hele livet. Nat og dag. Problemløsning kan tvinges frem på kommando via de rigtige værktøjer, men nogle gange er vi så heldige at noget bare kommer til os. Og så er det man som selvstændig må gribe momentet og så blev to timer i solopgangen til meget intens og produktiv arbejdstid, som ingen kunne have forudset eller planlagt komme.

Som selvstændig kan jeg stå lidt måbende overfor debatten om de ekstra ugentlig 12 minutter. Det er ikke vores verden. Bliver det aldrig. Tid for os er en sekundær faktor. Det handler om produktivitet. Intensitet. Og det kan tage 10 timer eller 10 minutter at få hul på at løse to stort set identiske opgaver. I nat tog det 2 timer. Nu skal jeg så bruge ugevis på at implementere og udvikle og iværksætte osv osv. Men skelettet er der. Ude af skabet!

Hvad det var som kom til mig, vil åbenbare sig some day - out there...

Abelone

Time to listen - time to think - and then, time to talk

Det sker dagligt i erhvervslivet. Hvert eneste sekund sker det - møder afholdes og beslutninger tages. På baggrund af hvad? Et oplæg fra en klient, en kollega, en chef, en medstuderende, en kunde. Rammen er et rum, en del papirer, evt. kaffe + vand, forventninger, en deadline?

Store møder. Små møder. Mange mødedeltagere. Få mødedeltagere. Mødedeltagere der er fortrolige med hinanden. Møder hvor det evt er første og måske ovenikøbet sidste gang man mødes. Effektivitet forventes. Oplæg skal gennemgås og beslutninger tages - altsammen i en og samme postgang. 

Er det nu også den rigtige måde at gøre det på?

Jeg går ind for overvejelse. Tid til at fundere over emnet, mulighederne, stoffet. Tid til at forstå og belyse. Tid til at finde det frem i sig selv, sin viden, sin indsigt og brug af sine personlige styrker, som skal anvendes i den aktuelle sag - og som jo er det man går efter på et møde. Det handler jo netop om at få flere holdninger, synsvinkler, indsigter med. Vidensdeling. Holdningsdeling og så selvfølgelig det demokratiske aspekt, som vi værner så meget om. Men det taber vi helt sikkert i de mødesituationer, hvor det er dem der råber højest der bliver hørt!

Afsæt tid til tanke - før beslutning! 

Og ikke nødvendigvis til næste uge eller måned, hvor man så rent faktisk skal begynde forfra, for alle har glemt hvad man talte om sidst. Nej, nærmere noget med  5-10-15 min i "enerum" under mødet. Et "enerum" kan være at man lige sætter sig i et hjørne og tænker over det der er blevet sagt eller præsenteret. At det får lagret sig. At man for opfattet og forstået. At man får tid til at bruge alle sine ressourcer, kompetencer, erfaringer og viden.

Bagefter vil man være langt bedre rustet til at spørge ind og til at kunne konkludere. Mødedeltagerne får mulighed for at få tænkt før de taler! 

HURRA, DET ER GULD VÆRD!

Og færre får måske brug for at tænke højt - gabe op, for at få sine tanker på plads. For hvis mange i en gruppe gør dette, i det offentlig mødeforum, bliver alt kaotisk. Overblikket forsvinder og man taler sig hurtigt væk fra emnet. Og mødedeltagere der taler, bare for at høre sig selv tale, er en all-time mødedræber.

Jeg tror på at de fleste problemer, udfordringer og dilemmaer kan løses hvis man får tid til at tænke sig om. Ingen kan være geniale på kommando. Og tænk hvis et mødeoplæg sluttede med:

"Tænk over det i har hørt. Så mødes vi her igen om 10 min og taler videre om hvad i synes om det."

I stedet for:

Du har lige fået 20 powerpoints i synet + en svada fra de lunere lande. Lyset tændes: "Hvad siger I til det?" 

Her er det oftest dem der er hurtige på aftrækkeren der får ordet. Men er det altid dem der ser klarest? "Kampen" bliver mere fair og løsningerne noget mere nuancerede, hvis alle lige får et privat råderum til at få vendt tankerne og perspektiveret med sig selv, for så at vende tilbage til plenum.

Skal et møde have nogen mening og udmunde i at man derefter kan gå til næste fase, så bør følgende effektiveres:

MØDESTRATEGI:

Indenfor de første 2 minutter:

1. Vælg en ordstyrer. Alternativet er, at de der råber højest og taler hurtigst, høres mest.

2. Vælg eventuelt en referent, og afgør om referatet er til internt brug for mødedeltagerne eller om andre skal kunne få noget ud af det. Er det et beslutningsreferat eller et fuldt referat. 

3. Lad mødeindkalderen bruge 1 min på at sige hvad vedkommende forventer der skal debateres, diskuteres, ordnes og evt konkluderes på mødet.

4. Aftale en bagkant. Hvornår er mødet færdigt. OG HUSK,  MØDER OVER 2 TIMER ER SPILD AF ALLES TID! Hvis man har brug for længere tid, så lav en workshop, eller et heldags arrangement, med hvad dertil hører.

5. Fortæl at der efter et evt oplæg, vil blive en pause hvor hver især kan forholde sig til emnet. Dette er en seriøs tænkepause og ikke en -tisse, snakke, ryge, talepause.

6. Italesæt at nu begynder mødet.

Når mødet skal til at afslutte:

1. Opsummer evt uddelegerede opgaver og tilhørende deadlines.
2. Aftal hvornår referatet skal udsendes.
3. Aftal evt ny møde dato.
4. Tak for god ro og orden!

JEG VIL ARBEJDE FOR MØDEFORA MED PLADS TIL TANKER OG IKKE KUN SNAK!

Jeg tror de mange møder og ikke mindst de mange beslutninger bliver langt bedre heraf! Og måske man så kun behøver at holde halvt så mange!

Go for it! Skriv gerne til mig og fortæl hvordan det går. 

Vi kan jo holde et møde om det!

Abelone

Eller handler det om at almindelig tale normalt er takseret, betalt, afregnet og beskattet - eller blot beregnende. KAN vi overhovedet tale frit?

Vi taler igen om det denne morgen, min datter og jeg, når jeg følger hende til skole. Forbi reklamesøjlerne der invaderer vores privatsfære, når vi bevæger os fra A til B, i det offentlige rum. Lige nu er det tilbuddet om "5 timers fri tale" der fylder i gadebilledet.  

Barnet afleveres og jeg bevæger mig videre udi dagen, men mine tanker bliver ved at kredse om "De 5 Timers Frie Tale". 

Kommunikation er vel altid med bagtanker. Vi vil noget med vores tale. Nogen taler før de tænker. Andre tænker slet ikke, de taler bare, om de så skal betale eller ej. Tænk hvis man skulle betale for sin tale. Måske nogle ville betænke sig, inden de invaderede det offentlige og private rum med ytringer af mere ligegyldig karakter. Spørgsmålet er om vi ville miste noget eller få noget foræret? Det er sikkert at vi ville få mere tid til vores egen tanke, men måske mindre indblik i modpartens tanke.

Tale kan virkelig være guld. Berigende, løsende, inspirerende, overraskende, morsomt. Tale kan gøre livet værd at leve. Men tale kan også være ødelæggende, ligegyldigt, kedeligt, provokerende og ligefrem dræbende. Som eksperiment, kan du tænke på en, du holder virkelig meget af, og alligevel er jeg sikker på at du i dit stille sind kan formulere en lille infam sætning på 5-6 ord, som du ved, at hvis du siger det til vedkommende, så er jeres forhold og venskab forbi, fra det sekund du har fået det sagt. Det ved du. Du behøver ikke engang at prøve det. Og betænkt dig, for konsekvensen er uoprettelig.

Og nu kommer jeg slet ikke ind på ytringsfrihed i større udenrigspolitisk perspektiv. Det er en helt anden historie. Men jeg taler her om det vi i den lille skala går og får sagt til hinanden i hverdagen. Også Jer der rent fysik er fraværende, men via medier, de trykte og digitale, får formidlet ud til os andre.

For mig kan "fri tale" ske der hvor jeg føler mig fokuseret. Hvor jeg har ro til at kunne tænke undervejs i samtalen. Men fri tale kan også være der hvor jeg presses ud i en spontanitet og på falderebbet, finder ord som kommer ud uden filter, på godt og ondt.

Jeg er tror at det er i disse mentale rum og fora hvor vi udvikler vores tankebaner. Vi bevæger os ud i nye cirkler af viden og indsigter. Jeg tror at talen tildels har en ventil-effekt men også er udviklende for vores personligheder og vores mentale formåen. Talen inviterer til interaktion mennesker imellem. Talen er kontaktskabende på mange planer. Man kan aflevere et afmålt "g´dag" på sin søndagstur. Eller man kan åbne op for hele pakken, mellem 02 og 05, over 2 flasker rødvin i stearinlysets skær og blive så tæt så tæt, at man aldrig helt kan skilles igen. Man kan cementerer en forening af sjæle, med sin tale.

Jeg har et par stykker som jeg mødes med i ny og næ. Så sidder vi evt på cafe eller privat og lytter til hinanden. Selvfølgelig må man forholde sig og kommentere på den andens ytring, men ud fra en åben lytning. Når jeg sidder der i "den varme stol", med en seriøs lytter, så føler jeg, at jeg har mulighed for "fri tale". Bevidstheden om at der ikke kommer afbrydelser, fordrer et flow hele vejen ind til den rigtig mig! Og en usagt aftale er også, at man ikke hænges op på det man får sagt. Det er fantastisk.

I moderne tid, er det mange sammenhænge, sociale og faglige hvor vi mødes for at få afklaret emner, eller udvidet vores kendskab til hinandens verdener. Vi mødes som opgavegivere og opgaveløsere, og vi taler, og vi lytter. Og vi kommenterer og får indsigt i hinandens virkelighed.

Vi er i dialog. I sådanne tilfælde vil der være usagte regelsæt, i forhold til hvem det tager ordet. Hvem der har mest taletid. Hvem har indkaldt/inviteret hvem. Hvem har den primære serv, som må fylde den dag. Det kan være sat i system, eller det kan være tilfældigeheder der afgører hvordan samtalen, dialogen, mødet, udarter sig. Jeg har oplevet møder på 10 min hvor alt har løst sig. Og så har jeg oplevet marathon møder på 4 timer, hvor man i sidste ende er lige vidt, eller måske ovenikøbet endnu mere forvirret. Der har ikke været en dagsorden eller en mødeleder der formåede at få styret sceancen sikkert igennem og tydeligt stukket reglerne ud, samlet op og konkluderet. Mødet har simpelthen ikke været forberedt. Det har ikke været klart hvad formålet var.

Måske er konklusionen at "fri tale" kræver nogle sociale aftaler og rammer. Noget forventningsafstemning fra situation til situation og det tror jeg tror langt hen ad vejen vi gør automatisk. 

For selvfølgelig tilpasser vi vores tale målgruppen. Hvilken jargon vi kaster os ud i, afhænger da af hvem vi er sammen med. Og ja, der er ting vi siger til veninderne og ikke til vores chef, en journalist eller bankrådgiveren. 

Så måske man ikke skal opfatte "5 timers fri tale" som retten til at skælde ud og genere andre uden filter, i frihedens navn. Men vi kan da godt være enige om at det i teorien lyder fristende, bare for at se effekten. Der er eksperter der anbefaler at man skriver breve til hinanden og får talt sig tom og afleveret alt det grimme, men så er pointen bare at man ikke sender brevene, men pænt putter dem ned i skuffen. For de fleste moderne teorier omkring os mennesker indenfor psykologien, går på at det er hos os selv aben ligger, når vi stødes eller såres over andres opførsel.

Det er hvad jeg mener om den sag. Lige nu ihvertfald. For måske jeg får talt mig til en større og dybere indsigt omkring emnet med alderen, der gør at jeg ser det hele fra en ny vinkel.

Lyt og tal frit, og gør det med hjertet. Og det behøver du ikke engang et mobil abonnement for at gøre!

Hør mere om "RELEVANT FORMIDLING" på 100 X BEDRE DESIGNSKOLEANSØGER.

Abelone Varming MDD

abelone@punktumdesign.dk

Netop hjemvendte fra PARIS COOKBOOK FAIR 2011, et samlingspunkt for det ypperste i kogebøgernes verden. Det var der det hele. De kæmpestore internationale mastodonter og de bitte små nye up comming enkeltmands forlag. Et møde mellem redaktører, forelæggere, kokke og madører, der alle ønsker at berige verden med inspiration, viden og konkrete opskrifter, på sanselige kulinariske oplevelser. Det er jo formålet i sidste ende. ( Og så selvfølgelig iskoldt salg!) 

Sidder tilbage og undrer mig over at den bog der gjorde størst indtryk på mig, var en russisk kogebog for børn. Forstod ikke et bogstav. Men i forhold til billedsiden kunne den have heddet: Hvormange måder kan du folde/snitte/pille/berøre/  lidt kødpølse, lidt frosne ærter, lidt dåsemajs og noget persille på, og få skægge skægge dyr og figurer ud af det? Jeg ville ønske den var til salg. Så var den kommet med hjem. Den skulle have husket mig på, de kulturelt betingede forskellige opfattelser af æstetik og god visuelle kommunikation, generelt - men også indenfor kogebøger.

PARIS COOKBOOK FAIR - FESTIVAL DU LIVRE CULINAIRE 2011

Seancen bestod af en 4 dage lang kogebogmesse i den gamle brandstation i Centquatre, samt en overdådig prisoverrækkelse om aftenen, i det dekadente pariser teater Folies Bergere. 

www.foliesbergere.com

For det fulde resultat:

http://www.cookbookfair.com/pdf/winners_cook_2010.pdf

Velbekomme!

Abelone Varming MDD

Første gang jeg søgte ind på designskolen, dengang Kunsthåndværkerskolen, fik jeg afslag. Jeg var skuffet, ikke knust, men bare skuffet. Jeg havde lige afsluttet en fuld HF, med Billedkunst som hovedfag, så det havde været rart at være blevet optaget, på vej og del af et større fællesskab.

Idag har jeg fuld forståelse for afslaget. Jeg er faktisk utrolig lykkelig for det. For jeg var slet ikke parat!

Jeg vidste dengang, at jeg var ret god til at tegne. Jeg kendte et par stykker, der var uddannet fra skolen, men ret meget mere vidste jeg heller ikke om hverken designfaget eller uddannelse. Og det blev jeg så heldigvis tvunget til at finde ud af.

Jeg søgte efterfølgende job som AD-assistent på et lille reklamebureau, hvor jeg arbejde i 1 1/2 år. Jeg tog tegneundervisning hos kunstneren Ulrik Hoff. Jeg arbejdede med croquis og illustration. Jeg tog kurser på Glyptoteket og begyndte at forstå, hvad faget egentlig handlede om. Dengang troede jeg jo at jeg skulle være illustrator.

Omkring to år senere kunne jeg søge ind på designskolen igen, denne gang som en kompetent ansøger. Og jeg var lykkelig, stolt og meget lettet, da jeg kom videre til optagelsesprøven. Det var der ca. 60 ud af 1000 ansøgere, der gjorde. Og jeg var endnu mere stolt og lykkelig, da jeg blev optaget blandt de ca. 30, på linien for Tegning & Grafik.

Jeg nød suset, glædede mig over at have fundet min vej. For mig var det en blåstempling at være designskolestuderende. Men med ét gik stoltheden og den selvfede fornemmelse over i en frustrerende angst for hvad fremtiden på skolen så ville bringe. Udfordringerne. Konkurrencen. Kunne jeg klare det? 

Ville jeg kunne leve op til kravene og blive dygtig nok til at leve af det? Hvilke kurser på skolen skulle jeg gå efter? Hvem kunne hjælpe mig? Skulle jeg være god til alle nicherne indenfor faget? Indenfor hvilke retninger skulle jeg satse? Betød min frustration over akvarel, at jeg aldrig ville kunne begå mig indenfor illustration? Og hvor vigtigt var det at kunne genkende typografierne ved navn?

Det viste sig jo heldigvis, at jeg kunne leve op til kravene, men alt var anderledes i forhold til hvad jeg havde forventet. Og jeg blev en anden designer, end jeg havde troet jeg ville blive. 

Jeg opdagede at design handler om interaktion mellem mennesker. Jeg fandt ud af, at æstetik, form og udtryk handler om historiefortælling. At -no matter what- så handler det om mennesker, der omgås hinanden og sig selv. Jeg blev konceptuelt tænkende indenfor Visuel kommunikation, med fokus på det humane og interaktive mellem virksomhed og kunde. 

Og det havde jo heldigvis ikke så meget med håndværket akvarel at gøre.

Jeg tror aldrig, at man som ny studerende kan forudsige hvad og hvem, man ender med at udvikle sig til, på den anden side af de mange års modellering. Og det er vel også meningen. Men jeg tror, at man kan gøre meget for at holde fast i sig selv undervejs, så man ikke bliver en anden end man var, eller måske bare spilder sin tid. Det er vigtigt med et overblik og en rettesnor, og dertil så et åbent sind, så man kan sprudle og beriges indenfor sit fag.

Veje viser sig. Visdom, erfaring og lærdom forplanter sig. Man modnes personligt og fagligt.

Indenfor designuddannelsen og design er der visse regler, normer  og rammer, som man kan boltre sig indenfor. Men selvfølgelig skal man også eksperimentere med at bryde ud og vende på hovedet. Især når man er under uddannelse. Men kimen skal bibeholdes. Det handler om design og ikke hverken om kunst eller dekoration, som begge er retninger, der ligger snublende nær.

Så kan man forberede sig for lidt eller for meget? Jeg er glad for at jeg forberedte mig tilpas lidt, da jeg søgte optagelse første gang. Og jeg er lykkeligt for at jeg fik forberedt mig tilpas meget til anden gang. Jeg mener at man skal vide hvad man taler om, være inde i sit stof, men kun tilpas meget og tilpas lidt til at man stadig er nysgerrig, fleksibel og i stand til at lytte. 

En af mine gode venner var for nylig til eksamen. Mens han fremlagde sit projekt for lærer og censor, indså han, at han havde taget fejl omkring sit resultat og sin konklussion. UPS! Han havde nu to valgmuligheder. Enten at ignorere den nye viden og indsigt og kæmpe for sit oprindelige oplæg. Eller han kunne vælge at være ærlig omkring sin fejlagtige konklusion og fortælle om den indsigt, som han havde fået midt under eksamen. Han valgte det sidste og bestod med bravour! Hans eksamens område var i dette tilfælde Innovation.

Det handler vel om at bevise, at man til evig tid er i stand til at lære og gøre sig nye erfaringer. Og turde revurdere sine egne konklusioner, når de viser sig at være forkerte. At blive ved med at opnå AHA-indsigter selv på fagområder, hvor man er en ekspert. Ikke at stagnere.

Jeg var til et foredrag forleden i positiv psykologi, hvor en af forelæserne klogt sagde, at der selvfølgelig skal spilleregler til, når mennesker mødes til fællesaktivitet. Man har brug for nogle fælles vejledninger for den aktivitet, man er igang med. F.eks når 2 hold skal spille en fodboldkamp; Vi har et mål hver. I løber den vej og vi løber den vej osv.osv. Men det ville dræbe oplevelsen for spiller og publikum totalt, hvis man f.eks på forhånd også havde aftalt hvad den endelig målscore skulle blive. 

!Vi står nu her i parken klar til aftenens kamp og fløjten lyder nu - Vi er nu igang med at spille den spændende og nervepirrende kamp som skal slutte 2-0 til Manchester..."

God kamp. Og husk nu at forberede dig tilpas lidt og meget!

Abelone Varming MDD

abelone@punktumdesign.dk

Skal du være designer når du bliver stor?
- eller kender du nogen der skal?

Så er det snart forår. Uddannelserne rundt omkring planlægger ny semesterstart og byder snart helt nye studerende velkommen ind i varmen, ind til viden, modning, udvikling og netværk.

Skal du med?

De tiltag du gør nu, afgør din fremtid og din karriere, dit liv! Hvis du er sikker i din sag, så gå målrettet efter dit valg. Er du usikker, så hjælp dig selv til at blive afklaret. Vær opsøgende og nysgerrig. Tillad dig tvivlen lidt endnu. Uddan dig selv på uddannelseområdet.

Det er allerede nu du skal forberede dig til optagelsesprøver, samtaler og forhåbentlig en lykkelig studiestart.

Drømmer du om at søge ind -og blive optaget, på en af danmarks designuddannelser?

Drømmer du om at blive designer?

Er du klar?

Der er 2 nye forberedende kurser i marts, uge 10 og uge 11.

TILMELD DIG NU!

Bliv 100 X BEDRE DESIGNSKOLEANSØGER!

Få masser af konstruktiv viden og få styr på de der drømme, så de bliver klar til at blive udlevet. Få insider indsigt fra designverden. Modtag undervisning i den virkelige verden, på designtegnestuen punktumdesign på Østerbro. 5 intensive og udfordrende dage, hvor du får værktøjer til at afklare hvilken potentiel designer du er og hvor du skal hen.

".....Vi er en prisvindende virksomhed, der siden 1999 har udviklet identitetsprogrammer for en bred vifte af virksomheder indenfor kultur, food, transport, kunst og erhvervsliv. Siden 2009 har jeg gæsteundervist på Danmarks designskole. Nu laver vi egne kurser for unge designerspirer. I fortjener sgu at komme godt fra start. Det er en skarp branche med masser af konkurrence, men også med masser af muligheder. Spring uhensigtsmæssig spiltid over. Definer hvem du er og hvad du vil. Og så gå efter bolden. Der kan gå hel sport i at gå efter at blive 100 X BEDRE DESIGNER....."

Partner i punktumdesign.dk og gæsteunderviser DKDS, Abelone Varming mdd

"Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipisicing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip ex ea commodo consequat. Duis aute irure dolor in reprehenderit in voluptate velit esse cillum dolore eu fugiat nulla pariatur. Excepteur sint occaecat cupidatat non proident, sunt in culpa qui officia deserunt mollit anim id est laborum."

Fremtiden er så besnærende. Den består jo også af alt det vi endnu ikke kender!

Jeg elsker 1. januar. Det giver mig enormt mod og energi at tænke på alt det, der ligger derude og venter på os. Al den tid og alle de ressourcer. Andres og mine egne. Hvis vi vil. 

Et helt uberørt år og 365 åbne kalenderdage. Kalenderen sitrer forventningsfuldt og byder på løfter om ny energi, nye mål, nye oplevelser, bekendtskaber, udfordringer og alt det, vi ikke ved noget om! Endnu! Opløftende og skræmmende. For har vi rykket alt det vi vil om et år. Når året er gået, kan vi så se os tilbage og være stolte og tilfredse!

Jeg plejer lige i de første dage af januar at lave lister. Lister over det, jeg gerne vil. Lister over det, jeg også nok bør. Lister over alle de ting der nu skal på banen. Lister over does and donts. 

Men at lave en liste gør det ikke i sig selv. Lister er fine til at få sorteret tankerne. Danne sig overblik. Ved at nedfælde og visualisere mine tanker tager jeg tit første skridt til egentlig udførelse og realisering. Jeg kan pludselig se på konkret formulerede emner, som før har været halvdiffuse tanker. Jeg tager pludselig flere sanser i brug og er derved måske nærmere målet?

På alle 100 X BEDRE kurserne i DESIGNUNDRING, om det så er for designerspirer, selvstændige eller designskoleansøgere, lærer du at sætte sig mål og indfri dem. Det er helt essentielt at kunne! Og det er ikke kun for designere.

Når det drejer sig om at sætte mål og indfri dem, vel at mærke, har jeg udviklet nogle systemer, der på meget enkel vis kan hjælpe dig med at forstå HVAD du vil. HVORFOR du vil det. HVORNÅR du skal hvad, og HVORDAN du opnår dine opdaterede beskrevne mål. 

Jeg har ofte i undervisningssammenhæng oplevet hvordan store, visionære og ambitiøse mål, som en studerende måske tidligere oven i købet har opfattet som overambitiøse mål, pludselig bliver realiserbare. Og set hvordan personen helt konkret og afklaret står med håndterbare og brugbare værktøjer + blod på tanden til faktisk at gå efter drømmen! 

Det er lykkeligt.

Jeg håber, at 2011 bliver året, hvor rigtig mange af os får indfriet mange mål og får arbejdet mod at gøre vores fælles verden både smukkere og bedre.

Rigtig godt nytår 

Abelone